Det bedste engangs quick fix – sheetmasken!
Du kender den sikkert godt, sheetmasken. For mig er sheetmasken et af de hudplejeprodukter, hvor jeg hurtigst og nemmest kan mærke og se en omgående effekt. Et virkelig taknemmeligt produkt at bruge og så er det nemt og bekvemt. Og så er det meget overkommelige i pris.

Sheetmasken fra Simple har en vejledende udsalgspris på 19 kr.
Jeg har tidligere skrevet om det fine hudplejemærke Simple, som især er velegnet til dig med sensitiv hud. Der findes også to superlækre sheetmasker, som er dermatologisk testede og hypoallergene. De fortjener i den grad en anbefaling, men først lidt facts om sheetmasker generelt. 🙂
Sheetmasken er kommet for at blive
Sheetmaskerne ramte Danmark for nogle år siden. De kommer oprindeligt fra Sydkorea, hvor hele K-Beauty trenden kommer fra. Navnet giver lidt sig selv, for en sheetmaske ligner et lille “lagen”, som er lavet af tynd bomuld, bambus, biocellulose eller hydrogel. Den er formet, så den passer til ansigtet med huller til øjne, næse og mund. Selve masken er tanket op med serum. Der findes sheetmasker til forskellige formål, men fælles for dem alle er, at de give omgående fugt. Det er en engangsmaske, som skal smides ud efter brug.
Den beroligende
I dag er sheetmasken udbredt og mange hudplejemærker har også udviklet deres egen sheetmaske. Og det forstår jeg godt, for en sheetmaske er virkelig et fantastisk quick-fix produkt til huden. Men derfor skal man selvfølgelig stadigvæk finde et mærke og en maske, som passer til ens hud. Jeg går gerne efter produkter, som ikke irriterer min sarte hud for meget. Er de for kradse, går mit rosacea nemt i udbrud og så er det flere dage om at gå væk. Jeg kan heldigvis tåle begge sheetmasker fra Simple.
God under makeuppen
Jeg bruger også gerne en sheetmaske inden jeg skal lægge en flot makeup, hvor huden skal have masser af glød. Efter masken bruger jeg min sædvanlige creme og lader det lige suge ind i huden i et par minutter før jeg lægger makeuppen.
Jeg har brugt Rich Moisture Mask under makeuppen eller bare når huden skal tankes ekstra op med fugt. Selve masken er lavet af naturlige fibre og føles dejlig blød på huden. Serummet i masken indeholder ingen kunstig parfume, farvestoffer eller skrappe kemiske ingredienser. Det er virkelig en dejlig, fugtende maske, som jeg også klart skal have med mig på sommerferie. Den vil jeg også med god samvittighed bruge sammen med min datter Carla på 14 år.

Det er så nemt med en sheetmaske og jeg kan endda sidde og arbejde foran computeren imens. Godt jeg arbejder hjemmefra! 😀
Jeg knuselsker De-Stress Sheet Mask, som er tanket op med aloe vera og gode vitaminer. Masken føles let og blød på huden og min hud bliver beroliget, kølet og rødme dulmet. Perfekt efter en stresset dag!

Huden får et fantastisk fugtboost, bliver beroliget og ser sund og strålende ud med det samme. Billedet er taget lige umiddelbart efter masken er taget af. 🙂
Gør som koreanerne
Du kan ikke gør noget forkert med en sheetmaske. Det vigtigste er, at du lægger den på en nyrenset hud. Lad den sidde i 15 minutter, så de gode ingredienser får lov til at synke ned i din hud. Fjern masken og bum, så er du færdig. Et ekstra tip er, at gøre som koreanerne med lag på lag effekten. Så lægger du masken på efter dit serum for endnu mere pleje. Men jeg synes, at det rækker fint med masken alene. Den skal ikke skylles af, som jeg synes er SÅ rart. Man vasker ikke de gode ingredienser af igen og så er det bare mindre besværligt. Så win win, hvis du spørger mig! 🙂 Brug den efter behov – selv bruger jeg en sheetmaske en til to gange om ugen.
Nu smutter jeg for jeg fik helt lyst til at lægge en sheetmaske på, mens jeg sad her og skrev. 😀 Ha’ en dejlig dag! 🙂 Du kan i øvrigt læse om de andre fine produkter fra Simple her.
Produkterne fra Simple fås lige nu hos Kvickly og Superbrugsen. Maskerne koster omkring 19 kr, men prisen kan varierer lidt fra butik til butik.