Du har sikkert hørt det før og jeg vil sige det igen, olie er godt for din hud. Især om vinteren kan en ansigtsolie virkelig gøre en forskel for den tørre, irriterede eller triste hud. Indrømmet har jeg ikke altid selv været fan af olie, men efterhånden er der så mange gode olier på markedet, at jeg har fundet op til flere som jeg kan anbefale og bruger.
Hvorfor bruge en ansigtsolie?
Din hud har en såkaldt syrekappe, som er det yderste, beskyttende hudlag, som holder bakterierne ude og fugten inde. Så har du tør hud, så betyder det at syrekappen bliver mere porøs. Det er også derfor, at tør og irriteret hud ofte går hånd i hånd, for bakterierne kan nemmere trænge igennem syrekappen. Derfor skal din hud have masser af fugt og næring – og generelt kan en olie give et mere nærende og fugtende boost end en creme kan. En anden fordel med en ansigtsolie er, at den giver den der smukke glød, som får huden til at se fugtmættet og sund ud, samtidig med at olien pumper hudens overflade op, så de små rynker mindskes.
Hvem kan bruge olie til ansigtet?
Olie er til alle, det er et misforstået koncept, at det kun er folk med tør hud, som kan bruge olie. Selv dig med aknehud kan bruge en olie, da den olien kan regulere talg- og fedtproduktionen i huden. Det gælder blot om en finde en olie, som fungerer godt for dig.
Hvordan bruges olien bedst?
Det er meget individuelt, hvordan folk kan lide at bruge deres olie. Jeg kan personligt bedst lide at bruge den om aftenen, da jeg ellers føler at min makeup forsvinder lidt i løbet af dagen. Jeg blander gerne nogle dråber i min natcreme, og er min hud ekstra tør, så kommer jeg nogle dråber direkte på huden først.
3 gode olier
Til natten
Midnight Recovery Concentrate, Kiehl’s, 30 ml, 295 kr.
Jeg elsker denne olie fra Kiehl’s, som er særligt beregnet til natten. Det er nok at bruge nogle få dråber af olien, som dufter blidt af lavendel (en duft, som jeg først nu er begyndt at værdsætte). Du behøver ikke at bruge creme ovenpå den, men den kan sagtens bruges alene – selv hvis du har tør hud. Pipetten gør det nemt at dosere mængden og konsistensen er som en meget flydende olie, men jeg synes den ikke fedter nær så meget som andre olier jeg har prøvet og den trænger også hurtigt ind i huden. Næste morgen er huden bare blød, smidig og virker beroliget og afbalanceret. Ikke noget at sige til, at den hører til en af Kiehl’s mest solgte produkter og endda til en meget fair pris! Midnight Recovery Concentrate fra Kiehl’s. Køb den her.
Hvis du vil have mere glød
Phyto Replenish Oil, Dermalogica, 30 ml, 645 kr.
Dermalogicas produkter har aldrig gjort noget stort ud af deres udseende, men tag ikke fejl. Det er af de mærker, som har virket bedst på min hud generelt og jeg blev heller ikke skuffet over deres nye, plantebaserede ansigtsolie. Den bedste måde at bruge denne fjerlette olie på er at presse den ind i huden, gerne som det første efter badet. 4-6 dråber er nok til hele ansigtet, men hvis jeg ikke har tid til at bruge et par minutter på at arbejde den ind i huden, så blander jeg bare dråberne i min dagcreme. Det jeg virkelig kan se med denne olie er, at den giver huden er rigtig flot, sund glød, som holder hele dagen. Olie kan også bruges af dig med sensitiv hud. Vil du prøve den, så kan den købes her.
Til tørre vinterkinder
SOS Rescue Olie, PHformula, 30 ml, 595 kr.
Denne olie er anderledes, da den er ’tofaset’ og skal rystet inden brug. Den er rig på forskellige olieekstrakter, som antibakteriel jojoba-, helende mandel- og reparerende arganolie. Derudover indeholder den også helende E-vitamin, som reparerer og beroliger huden. Men på trods af det høje indhold af olier, så virker den ikke særlig tung og fedtet, men giver mere en glat og blødgørende fornemmelse når jeg smører den på. Kort fortalt stimulerer denne olie huden til at regenerere sig selv og har også en meget beskyttende effekt, så den skal ses som den uldne undertrøje under din creme. Den er perfekt, hvis du cykler på job. Du kan få den her.
Foto på forsiden:istock