Jeg bliver ofte spurgt om mine favorit skønhedsbehandlinger, så jeg tænkte at det skulle på bloggen. Jeg er jo priviligeret og har prøvet en hel del steder og behandlinger – og rigtig mange er virkelig gode. Men så er der de små detaljer eller følelsen, som gør hele forskellen. Så derfor har jeg 3 favoritter, som jeg gerne vil fortælle lidt mere om. 🙂
Velvære i topklasse
Forårsbehandling hos Mynthe Økologisk hudplejeklinik på Vesterbro.
Faktisk har jeg både prøvet en forårs- og vinterbehandling hos Mynthe Økologisk Hudplejeklinik på Vesterbro. Men jeg kan ikke vælge, hvilken af de to skønhedsbehandlinger der var bedst, så jeg tog den som passer bedst til årstiden lige nu. 🙂 Begge gange var det Mona, som behandlede mig og hun har virkelig magiske hænder.
Forårsbehandlingen har fokus på fugt, blodcirkulation i huden, glød og velvære. Mona bruger både massage og cupping for at få gang i blodcirkulationen i bindevævet. Hun startede med at rense ansigtet af og lave en mild frugtsyrepeeling. Derefter tankes huden op med masser af fugt med en blid aloe vera massage. Huden bliver SÅ flot bagefter. Og så kommer der ellers en fuldstændig vidunderlig ansigts- og hovedbundsmassage – jeg tror ikke, jeg ved noget bedre. Det eneste er, at man ikke skal regne med at være til pænt brug bagefter, for der er ikke noget frisure tilbage. 😀 Men jeg er ligeglad, for det er så vildt og så lækkert, at jeg kunne komme der en gang om ugen. Selv fødder blive forkælet med en trykpunksmassage, så man går derfra som “en klat” og er lige til at blive puttet i seng. På den gode måde forstås! 🙂 Forårsbehandlingen koster 85o kr og varer 70 minutter. Du kan booke en af deres skønhedsbehandlinger her.
Behandlingen der gør foundation unødvendig
BB Glow behandlingen fås hos Intuitions i Kbh K og på Amager.
Anne Pedersen, som ejer Intuitions har haft mig i hænderne to gange og jeg siger gerne ja tak igen. Hendes nyeste behandling er BB Glow og aldrig har jeg da set så pæn ud som efter den. 🙂 Ved hjælp af nano-microneedling sluses et serum ned i huden. Serummet indeholder bl.a et mineralsk pigment, peptider, niacinamide og hyaluronsyre.
Med en lille maskine nærmest “stanser” Anne serummet med mineralerne ned i hudens øverste lag. Det er ikke en tatovering, selvom det måske kan lyde lidt sådan. Men det foregår kun i det øverste hudlag og behandlingen gør absolut ikke ondt. Denne behandling er heller ikke en typisk “velvære-behandling”. Til gengæld giver den den flotteste hud og man ser ud som om man har fået en fin BB Cream på huden. Farven bliver tilpasset individuelt. Den forfiner virkelig hudens udseende, mindsker rødme og skjuler ujævnhederne i huden rigtig godt. Der bruges også en maske og LED lysterapi og min hud så fantastisk ud bagefter. Resultatet kommer endda endnu mere frem efter et par uger, da huden hele tiden afstøder de døde hudceller. Derved kommer farven mere og mere op til overfladen. Hvis man køber et forløb med fire gange, siges det at man ikke behøver foundation mere. Jeg har kun prøvet et enkelt og kunne allerede se forskel. 1 behandling koster 1.395 kr og et forløb med 4 gange koster 4.745 kr. Du kan booke behandlingen her.
Behandling med masser af massage
SMUK Signaturbehandling hos Naturlig Smuk på Frederikberg.
Dette er den seneste behandling jeg har prøvet. Heidi, som udførte SMUK signaturbehandlingen på mig, er oprindelig uddannet massør, men er siden også blevet hudterapeut og udvikler selv sine SMUK produkter. De er danske, økologiske, bæredygtige mærke og fremstillet i Danmark.
Smuk Signaturbehandlingen er faktisk ikke en udpræget skønhedsbehandling, men nok mere en all round top notch velvære behandling, hvor hele kroppen bliver inkluderet. Jeg elsker, at der er masser af massage, som for mig er det der virkelig får kroppen til at slappe af. 🙂
Heidi starter i ansigtet, hvor der også bliver brugt gua sha sten, mens der på skuldre og krop bliver brug varme sten. Og sikke nogle gode hænder Heidi har! Jeg er i himlen. Det hele går virkelig i dybden, så bindevævet og hele lymfesystemt får en ordentlig omgang. Det hele var så afslappende og dejligt, at jeg tog mig selv i at snorke højt et par gange. 😀
Til sidst arbejdede hun med fødderne, som også stimulerer huden indefra. I øvrigt får man et fodbad til at starte med, så ingen sure tæer her. 🙂 Det føles som en slags zoneterapi/massage, men gør ikke så ondt. Ansigtet fik også en lækker maske og huden strålede bagefter. Det er som om alle de små træthedslinjer blev masseret væk. Det tog mig en god times tid at komme helt i omdrejninger bagefter, så afslappet blev jeg. Næste gang tror jeg, at jeg skal prøve den behandling sidst på dagen, så man bare kan gå hjem og nyde den afslappende fornemmelse i hele kroppen. Behandlingen koster 1.400 kr og varer 105 min. Naturlig Smuk ligger på Frederiksberg. Du kan booke en tid her.
Flere favorit skønhedsbehandlinger
Jeg prøver jo løbende forskellige behandlinger. Læs også om en A.L.T. behandling jeg har prøvet. Den foregår helt uden produkter. Du skal bare klikke her.
Eller om en behandling med LED lysterapi, som i den grad kan booste kollagenniveauet i huden. Klik her for at læse mere.
Louise EP
Den BB glow behandling lyder fantastisk. Gad godt at slippe for foundation denne sommer 😊. Hvor lang tid varer resultatet og er der bivirkninger eller noget man skal være opmærksom på?
Silke
Louise EPHej Louise, jeg synes at Anne sagde, at den kunne holde cirka 3-4 måneder, hvis man få det fulde forløb. Jeg har ikke hørt om at der skulle være bivirkninger, men spørg for en sikkerhed skyld hvis du ender med at booke en behandling. Jeg gad virkelig godt prøve det fulde forløb. Tænk hvis man helt kunne slippe for foundation. 🙂 Kh, Silke
susanne brøndum
Det lyder dejligt – men os der bor i Jylland kan da ikke forstå, du ikke har nogle favoritter udenfor København – også selv om du bor der. Kan vi ikke finde ud af det udenfor hovedstaden???
hilsen og tak for en SKØN blog, sanne
Silke
susanne brøndumHej Susanne, du har ret og jeg tænkte faktisk også over det. Jeg må tage lidt oftere til Jylland, så jeg også kan få testet lidt mere der. 🙂 Kh, Silke
Anna
BB Glow behandlingen lyder SKØN (lidt øv, at jeg også bor i Jylland;). Du skriver at “farven bliver tilpasset individuelt. Den forfiner virkelig hudens udseende, mindsker rødme og skjuler ujævnhederne i huden rigtig godt”, men hvor kommer farven fra, når det er serum med mineralsk pigment, peptider, niacinamide og hyaluronsyre, der sluses ned i huden? Er der farvepigmenter i den mineralske pigment – lidt som i en mineralsk foundation/pudder? Kh Anna
Silke
AnnaHej Anna, jeg skal prøve at få testet nogle flere behandlinger i det jyske. Jeg er jo oprindelig selv fra Holstebro, så ved godt hvad du mener. 😀 Ja, de mineralske pigmenter er ligesom en mineralpudder, bare flydende i serummet. Man kan håbe, at andre klinikker også tager den behandling ind i Jylland. Kh, Silke
Laila Kjær
Jeg tilbyder osse BB Glow behandling og jeg høre til i Jylland.
Adressen er
Skønhedshuset Vejen
Gestenvej 33B
6600 Vejen.