Jo ældre jeg bliver jo mere obs er jeg blevet på min hud – ikke så meget på om der er rynker, men rigtig meget på, at den ser sund, fugtet og strålende ud. Så er rynkerne kun et lille klædeligt plus til en fin hud med glød, hvis du spørger mig. Det handler meget mere om velplejethed end at se glat ud.
Derfor vil jeg gerne introducere dig for denne fine ansigtsmaske fra Dior, som jeg er ret begejstret for. For det første dufter den helt overdrevet godt, den har en frisk, eksklusiv og blid citrusagtig duft. Det giver allerede den første følelse af luksus. Så er konsistensen som en frisk gele med bittesmå abrikoskerner i, ikke mange, men nok til at de har en mild peelende effekt på huden. Og så tager det ingen tid, hvilket i en travl hverdag er et stort plus i min bog. 🙂
Det er en meget enkel proces, når du skal bruge denne maske. Du smører den blot på ansigtet i et generøst lag (jeg masserer den lige forsigtigt ind et øjeblik), lader den være på huden i tre minutter og vasker den så af. Færdig! For mig fungerer det faktisk bedst om morgenen inden jeg går i bad, så får jeg skyllet det hele grundigt af med det samme.
Det er en virkelig mildt eksfolierende og meget forfriskende maske, som får min hud til at se klar, fin og frisk ud igen. Og huden har den der dejlige duft længe efter. Husk at bruge masser af fugt med serum og creme efterfølgende! Hvis du har lyst til at få fingrene i masken, kan du købe den online her.
Jeg gør opmærksom på, at linket er et affliate-link. Læs mere om det under Om Silke.