Jeg har haft fornøjelsen af at møde Ole Henriksen flere gange til både pressemøder, Danish Beauty Award og en enkelt gang tilfældigt i elevatoren på Hotel Skt. Petri. Og jeg kan lige så godt sige det, I love it – og ham! 😀 Og nu har Ole udgivet en bog, som jeg gerne vil anbefale og fortælle lidt om her.
At møde Ole Henriksen
Lige så glad man ser Ole Henriksen på tv, lige så glad og positiv er den pæne mand i virkeligheden. Det er ikke påtaget, men helt igennem ægte og varmt. Der falder altid en lille kompliment og Ole får en til at føle sig SÅ godt tilpas. Hans glæde og positivitet smitter i den grad og han er oprigtigt interesseret i de mennesker han møder. Sådan føles det at møde Ole Henriksen og jeg er sikker på, at dem som også har mødt ham, kan nikke genkendende til dette. 🙂
Han er springer rundt til pressemøderne og kan ikke lade være med at danse med sig selv hele vejen op på scenen, når han er til Danish Beauty Award. Han ER et fantastisk menneske at møde og havde man en dårlig dag inden, ja så er den pist væk efterfølgende. 😀
Det skal føles godt
I sidste måned lancerede Ole Henriksen sin nye bog “Det skal føles godt”, som jeg lige har fået læst færdig. Det er en let læst og meget underholdende bog. Den handler om at have hjertet med på vejen mod succes og er fyldt med hans gode tips, råd og tanker til det. Den bog er lige efter mit eget hjerte og jeg har suget den til mig, for hvem vil ikke gerne have lidt mere succes.
Bogen er meget personlig og jeg kan sagtens høre Ole fortælle sin hudløs ærlige historie i bogen. Der er alt fra en hård opvækst med en mor, som gav ham tæsk, den nordjyske jantelov der herskede i hans skoleliv i Nibe til en psykopatisk kæreste. Han beskriver hvordan den modstand har gjort ham stærkere og hvordan han fik vendt disse bump på vejen til en succes. Jeg synes det var super inspirerende læsning!
Jeg er vild med de små råd og tips Ole giver hele vejen igennem, de er kloge og giver mening. Så det er bestemt noget, som jeg gerne vil tage videre med mig – ikke kun arbejdsmæssigt, men også i privatlivet.
Mine tre yndlingsråd fra Ole
Bogen er som sagt spækket med gode råd og små fremhævede citater og her er tre af mine favoritter.
- Hvis du føler dig uretfærdig behandlet, så råb op og kæmp! Livet har lært mig, at det nytter noget, selv mod magtfulde autoriteter.
- Hvis du er positiv og tror på, at du vil få succes, er der større sandsynlighed for, at du får det. Positivitet og optimisme vil gøre dig mere selvsikker og give dig en udstråling, som kan åbne mange døre for dig
- Alle laver fejl indimellem. Se et nederlag som en mulighed for at udvikle dig og blive dygtigere. Denne evne kendetegner mennesker, der e gode til at opnå succes. Tag ikke dig selv for seriøst, og grin ad dig selv, hvis du fejler. Så kommer du nemmere videre.
“Det skal føles godt” er allerede i butikkerne nu og bogen koster 300 kr.
Hvis du har fået lyst til at læse bogen eller måske endda give den i julegave til en du holder af, kan du blandt andet få den her.