Spray mere volumen i dit hår

Jeg har testet et hav af volumenprodukter til håret igennem de sidste 25 år, og ja, der er en del gode produkter, men også en del hvor effekten aftager så snart hårtørreren er lagt på plads. Tilbage i 80’erne (og nok også 90’erne) brugte jeg altid hårmousse, men det var som regel en klistret oplevelse, hvor håret efterfølgende sad sammen i tynde, helt hårde totter. Den tid er heldigvis forbi og i dag er hårmousse noget helt andet og bedre. Men det er faktisk ikke hårmousse, men denne Tricho Pro Volumizing Protein Spray fra Philip Kingsley, jeg vil fortælle om.

Den hører til en lille serie på i alt tre produkter, men du kan sagtens bare bruge denne spray alene. Den skal bruges i fugtigt hår inden du sætter det. Første plus ved denne spray er, at produktet kommer ud som den fineste mist – altså nærmest som en forstøver. Det gør, at det er meget nemt at fordele produktet i hele håret, rede det bagefter og endnu mere vigtigt, uden at jeg kommer til at bruge for meget. Til gengæld er lugten lidt speciel, lidt som eddike, men heldigvis forsvinder den lugt med det samme.

Denne spray indeholder proteiner, som er med til at styrke håret og give det en lille smule struktur. I det hele taget får håret bare en rigtig fin, naturlig fylde med en smule hold. Nogle volumenprodukter kan godt gøre håret lidt stift eller tungt, men denne kan slet ikke mærkes i håret, men føles bare let, luftigt og blødt. Dette er helt sikkert et produkt, som jeg vil købe igen, da jeg både får pleje og volumen i ét. Og det kan godt være, at det er lidt dyrt, men til gengæld bruger man ikke ret meget ad gangen, så jeg må give denne spray mine varmeste anbefalinger med. Hvis du har fået lyst til at prøve den, kan du få fat i den her.

 

5 skønhedstips alle 30+ kvinder bør kende
Denne får din øjenmakeup til at holde