De 5 bedste skønhedstips jeg har lært

Efter at have arbejdet i skønhedsbranchen i mere end 20 år har jeg hørt en del skønhedstips. Ofte fra kosmetologer, hudlæger og makeupartister, men også kendisser jeg har interviewet igennem tiden. Jeg har selvfølgelig også gjort mig mine egne erfaringer igennem mange års testen af utallige produkter. Så her er fem af de bedste skønhedstips jeg har lært. 🙂

Skønhedstips, makeup, hudpleje, favoritter

1. Undgå at mascaraen smitter af

For at undgå, at din mascara smitter af rundt om øjnene er der et par håndgribelige skønhedstips. Du må nemlig ikke være for fugtig på selve øjenlåget eller under øjnene. Nogle cremer og foundations indeholder olier, som opløser mascaraen og på den måde smitter af  på huden. Så undgå olieholdige produkter tæt på øjnene.

Sørg for at fiksere din concealer med en smule rispudder, som suger fedtet op uden at du bliver helt tør at se på. Har du brugt en cremeøjenskygge, så vent til den er tør før du lægger mascara på.

2. Fjern neglelak med neglelak

Dette tip har jeg lært på min første rejse som makeupartist for mange år siden. Det vil sige, jeg var færdiguddannet fra skolen, men jeg skulle jo også have noget praktisk erfaring. Derfor var jeg assistent til en anden, mere erfaren makeupartist for at lære alle de tricks man ikke lærer på skolen. Vi stod på en strand i Sydafrika og skulle skyde en modeserie til Woman og modellen havde en gammel neglelak på, som vi skulle have af. Men vi havde ingen neglelakfjerner og var langt fra butikker. Makeupartisten puttede et lag klar lak ovenpå den gamle lak, som så kunne fjernes med det samme. Tricket er at gøre det mens lakken stadigvæk er våd.

3. Skip forstørreslesspejlet

Blandt mange skønhedstips fik jeg dette af Marianne Tromborg og jeg elsker det. Hun sagde, at man skulle lade være med at kigge i et forstørreslesspejl, for der ser man alt det som ingen andre ser.  Små uønskede hår, karsprængninger, pigmentpletter, rynker – alt bliver større og ser værre ud. Og helt rigtigt, for det er  jo ikke sådan man går rundt og ser ud. 🙂 Men det er selvfølgelig genialt, når der skal plukkes bryn. ;D

4. Gem de lange rutiner til om aftenen

Dette skønhedstips er faktisk noget jeg selv praktiserer. Om morgenen skal det tit gå lidt stærkt, så jeg gemmer de længere rutiner til om aftenen. Så jeg har en meget enkel hudplejerutine om morgenen, hvor ansigtet renses kun med vand under bruseren – og så på med serum og creme. Til gengæld bruger jeg lidt mere tid på mine rutiner om aftenen. Jeg fjerner først øjenmakeuppen og renser derefter huden ordentligt. De døde hudceller bliver fjernet et par gange om ugen med en enzympeeling. Og ellers fugter jeg med en mist, så serum, øjencreme, en fed maske eller natcreme.

5. Hævet om morgenen

Føler dig lidt hævet om morgenen, så opbevar din jaderulle i køleskabet om natten. Rul så huden med den kolde jaderulle, mens du drikker din morgenkaffe. Det stimulerer både blodcirkulationen i huden, giver glød og dulmer hævelserne. Brug gerne dit yndlingsserum eller olie under, så du får arbejdet det godt ind i huden.

Hvad er dit bedste skønhedstip?

Det var mine fem tips, som jeg håber du kunne bruge til noget. Har du selv nogle gode at tilføje, så smid dit tip her under indlægget. Det er så dejligt, når vi kan dele! 🙂

Kærlig hilsen,

Silke

  • Betina berg holm andersen
    februar 23, 2020

    Læg øjnmakeup før Foundation og concealer (og hvad du ellers bruger for at opnå et flawless look) så undgår du at ødelægge noget hvis øjnskyggen drysser eller mascaraen klatter.

    • Silke
      Betina berg holm andersen
      februar 27, 2020

      Tak Betina, også et trick mange makeupartister faktisk bruger. Så tak for at dele her. 🙂 Kh, Silke

  • EDith lia
    februar 23, 2020

    Jeg skrubber mine læber med en tandbørste inden jeg skal have en pæn læbe på. Eller bare når de ser triste ud. Man får en fin rød blød mund af det – elsker det 💋

    • Silke
      EDith lia
      februar 27, 2020

      Hej Edith, tak for tippet, dejligt med nogle brugbare og nemme små tips. 🙂 Kh, Silke

  • Joan Østergaard
    februar 23, 2020

    Det var nogle skønne tips, og virkelig smart med neglelakken 😊
    Noget der gør en forskel for mig er, at bruge en god frugtsyremaske aftenen inden jeg skal noget, og så en god sleeping mask, jeg kan se så tydelig en forskel med de produkter.😍

    • Silke
      Joan Østergaard
      februar 27, 2020

      Jaaaa, det er altså også lækkert. Det er jo nærmest som en miniansigtsbehandling og ret effektivt. 🙂 KH, Silke

  • MarLene Frahm-Nielsen
    februar 23, 2020

    Tak for de gode tips, som alle var virkelig brugbare😊
    Jeg peeler min hud med havregryn opløst i meget lidt vand/grøn the el. mist. Masser massen ind og lad den derefter virke som maske i 10 min. Huden bliver silkeblød!

    • Silke
      MarLene Frahm-Nielsen
      februar 27, 2020

      Hej Marlene, tak for tippet. Fedt med noget fra køkkenet, jeg tænker de fleste har lidt havregryn derhjemme de kan prøve dit tip af med. 🙂 Kh, Silke

  • Karina Normann
    april 26, 2020

    Vil dele den skønne pakke med min kære datter ☘️🌸🌷🌼🌺

  • MYGLAMCLUB
    august 15, 2020

    Wow. Elsker din blog. Jeg er så enig i at gemme de lange rutiner til om aftenen. Især de sammenhængende hudplejeserier.

    • Silke
      MYGLAMCLUB
      august 15, 2020

      Tusind tak for dine søde ord! 🙂 ja, jeg har sjældent tid til det om morgenen og synes egentlig også, at det er ret hyggeligt at gøre om aftenen. 🙂 Kh, Silke

  • Marianne
    september 4, 2020

    Hej Silke! Må jeg spørge dig, om du kan anbefale en enzympeeling? Jeg har mild rosacea, som dog ikke gør det store væsen af sig, men jeg plejer at undgå peeling af samme grund. Kan se at du engang har testet Guinot, Biological Peeling Radiance Gel med flot resultat – så måske den? Tak for svar og bedste hilsner – Marianne

  • Katrine
    marts 18, 2021

    Tak for at give dine guldkorn videre! 🙏🏼 Jeg er helt i samme båd omkring at gemme de lange rutiner til om aftenen. Mit bedste tip er at rense ansigtet tidligt på aftenen, og bruge tiden, mens man ser film eller en serie, på at give sit ansigt en dejlig massage med en god ansigtsolie og evt. i kombination med en guasha. Jeg sværger til ansigtsolien Glød fra Naturligolie, som giver mit ansigt den smukkeste sunde glød. Jeg bruger den både morgen og aften hele året rundt 🙂

    https://naturligolie.dk/shop/vegetabilske-olier/oekologisk-ansigtsolie-gloed/

Add Comment

Flydende pudder – sådan fungerer den!
Lidt nyt til mit hjem