Et lille forårsboost til kroppen

Posted In: Hudpleje | Krop | Skønhed

Vil du give din krop en lille forårs-opfrisker og få en glattere, blødere og satinagtig hud? Så er her en fuldstændig vidunderlig bodyscrub fra det italienske mærke Bottega Organica, som jeg ville give 5 ud af 5 stjerner – hvis jeg ellers ratede den slags! En ting er, at ingredienserne er naturlige – det giver altid en god følelse, når man ligefrem smører hele kroppen ind et produkt. Men også den smukke, enkle emballage i sort mirom glas, der sørger for at øge holdbarheden, gør at jeg gerne vil have denne fine krukke til at stå fremme på badeværelset.

Denne bodyscrub Rejuvenating Body Scrub indeholder havsalt, som renser, eksfolierer og fjerner de døde hudceller, mens økologisk sheasmør og ekstra jomfruolivenolie blødgører og nærer huden. Havsalten føles hverken hård eller grov på huden og olierne i bodyscrubben er med til at give en dejlig blød følelse. Og så er der pebermynteduften! Åååh, den er så god – meget frisk og opkvikkende på sanserne og en stimulerende duft, som spreder sig til resten af hjemmet. Duften forbliver også diskret på huden efterfølgende. Det er det tætteste på en mini-spaoplevelse jeg føler, jeg kan komme med denne skønne scrub.

Når du kommer ud af badet, behøver du ikke creme, for huden er helt blød og smidig med en fin glød. Så faktisk sparer du lidt tid ved at bruge den og den giver en let kølende fornemmelse på huden (det må være pebermynten), som jeg kunne mærke et godt stykke tid efter. Jeg har sjældent været så begejstret for en bodyscrub, men den her er virkelig noget ganske særligt med en følelse af luksus.

Bottega Organica er stadigvæk ret nyt i Danmark og derfor findes det endnu ikke så mange steder, men du kan i hvert fald købe det online her. 

    Add Comment

    Mere glød på tre minutter
    Vind 2 x 3 måneders Goodiebox abonnement!