Hud, Læber, Makeup, Negle, Øjne

Et kig i skabet hos en professionel skønhedsnørd

Jeg har virkelig glædet mig til at få svarene til dette interview med Didde Juul, som er beauty buyer i Magasin. Hun er nemlig den ene af de to kvinder, som bestemmer hvilke skønhedsmærker og produkter, indenfor hudpleje og makeup, du kan få i Magasins lækre skønhedsafdelinger rundt omkring i landet. Her får du hendes personlige favoritter, anbefalinger  – og endda et kig i hendes badeværelsesskab.

Kort om Didde Juul

Didde er 37 år og har arbejdet i Magasin i i alt 14 år, hvoraf de 11 år er med skønhed. Hendes passion for skønhed startede allerede i barndommen i onklens forretninger, hvilket hun er sikker på gav hende interessen for kosmetik. Tilbage i 1998 startede Didde som elev i Magasin i Århus og har i dag indkøbsansvaret for Magasins 7 forretninger, inklusiv online på både luksus skønhedsmærker som f.eks. Chanel, Lancôme og Clarins og alle makeupmærker som MAC, Urban Decay, bareMinerals, MaxFactor – blot for at nævne nogle af de mange.

Hvad er det bedste ved dit job?

Jeg synes, at noget af det bedste ved mit job er, at jeg har en utrolig stor berøringsflade med mange forskellige mennesker både internt i Magasin, men i særdeleshed også eksternt og ikke mindst, så arbejder jeg med markedets mest fantastiske produkter og partnere. Vi bliver jo nogle gange fra vores kollegaer kigget lidt skævt til, når vi kan stå i spagat over en ny mascaralancering – jeg kalder det passion! Jeg er brand-nysgerrig af natur og vil altid rigtig gerne kende til de tendenser og trends, der rører sig i skønhedsbranchen, Vi har altid i Magasin været trendspottende, når der er tale om nye brands, store som små. Lige netop dét, er noget jeg lægger en stor ære i – at være med til at præsentere en masse nye spændende brands og produkter for vores kunder, uagtet om det er helt nye brands eller om det er produkter eller nye serier fra store etablerede brands. Sidste skud på stammen er bl.a. det italienske makeupmærke Diego dalla Palma, som jeg stiftede bekendtskab med for to år siden under en messe i Cannes og som vi har på hylderne i dag.

Hvad tror du bliver den næste store skønhedstendens? 

Jeg ser i særdeleshed en stor trend i kategorien Beauty Inside Out, at du sørger for at give din krop de mest optimale betingelser indefra i form af et godt udvalg af kosttilskud, powders og olier, så du bevarer en sund balance i kroppen. En kombination af produkter i kategorien Beauty Inside Out og med alle de vidunderlige produkter, jeg arbejder med hver dag til at påføre huden udefra, så har du givet din hud det mest optimale for at stråle af vitalitet. Der er ingen tvivl om, at det er en kategori, vi kommer til at se meget mere til i fremtiden.

Magasins nye skønhedsafdeling.

Magasins nye skønhedsafdeling.

_DSC7784

Hvilket produkt har været den største overraskelse for dig at prøve?

Det må uden tvivl være, da vi lancerede Urban Decay, hvor jeg startede med at bruge to produkter fra brandet, som ikke kommer til at blive udskiftet i min daglige rutine. Brandet har en fuldstændig eminent primer til øjenskyggen, som hedder Eyeshadow Primer Potion – den er vanvittig drøj i brug og din skygge drysser ikke og sidder hele dagen, uden at den ligger sig i globelinien. Det andet produkt er deres setting spray, All Nighter Makeup Setting Spray, 2-3 pump fordeles i behørig afstand fra ansigtet og din makeup sidder all night long. De to produkter holder på min makeup hele dagen, jeg har testet mig frem til, at den har holdt i op til 21 timer, hvor min makup stadig sad flot – jeg er total fan!

Diddes skab

Et smugkig i Diddes eget badeværelsesskab.

Et smugkig i Diddes eget badeværelsesskab.

Hvis du “kun” havde 500 kr at snolde for i Magasins skønhedsafdeling, hvad ville så være absolut nødvendigt at shoppe? 

Jeg vil klart købe en Herôme Nail Perfect Anti-Ageing neglelak, den giver de smukkeste negle, som med bare et enkelt strøg får dem til at se velplejet ud, IsaDora’s Insane Volume Lash Styler, fordi jeg bare er vild med fyldige vipper og så et produkt, jeg tror bliver en nye favorit Diego Dalla Palma’s Spray On Tights – det er så vildt et produkt, det er ligesom at have en usynlig nylonstrømpe på, så jeg tænker klart, at det må blive en fast del af programmet herhjemme når benene igen skal vises frem efter en kold vinter. Så har jeg kun 11 kr. tilbage, der vil jeg snuppe en Papagrin frugtsnack med jordbær til 9 kr. i vores nye Natural Beauty Bar område, så har jeg også lige fået stabiliseret blodsukkeret…

Hvilke produkter har du altid med dig i håndtasken? 

Jeg har altid 3-4 forskellige læbeprodukter med, men én er en genganger, nemlig Clarins Instant Lip Perfector. Så ligger der en Elizabeth Arden’s 8H lipstick, derudover har jeg også en Urban Decay Lipstick Sheer Rapture, en hvis der lige skal lidt ekstra knald på læberne, og så har jeg også Sisley’s Phyto-Lip Twist #14. Jeg har altid, uden undtagelse min MAC Studio Fix pudder med – har 3, en i håndtasken, en i computertasken og en i toilettasken. Så har jeg en god håndcreme, Ole Henriksen’s Empower Hydrating Hand Cream og en ansigtsmist fra Kiehl’s Cactus Flower & Tibetan Ginseng er der også. Jeg er stor-forbruger af mists, jeg har gerne 2 stående på mit skrivebord på kontoret, en i tasken og så har jeg også to i gang derhjemme – har endda fået sneget Balancing Blend fra Jurlique ind i stuen, jeg betegner den som en interiørgenstand, den er nemlig smuk i sin brune flaske og så dufter den himmelsk og ja, jeg har en meget large mand.

Hvad er det bedste skønhedstip du nogensinde har fået?

Hvis jeg kun må nævne ét, så vil jeg klart anbefale at du skal give dig selv det frirum og den egentid at gå til kosmetolog hver 6-8 uge, det er både godt for din hud og for din sjæl. Min hud og min sjæl får den bedste behandling hver 6. uge under Anita Falslunds kyndige hænder – 2 timer i fuldstændig ro, med langsom vejrtrækning, på en varm briks og med en kosmetolog, der formår at få en ned i et dybere lag. Det er balsam for sjælen og kan kun anbefales.

Previous Post Next Post

You Might Also Like

No Comments

Leave a Reply